Børn møder orkesteret

Vi arbejder med musikformidling og koncerter for børn under projektet “Børn Møder Orkesteret” i samarbejde med NS Koncertforening.

Seneste afrapportering af vores turné med projektet findes her: BMO-afrapportering

“Dejlig velbesøgt koncert, fantastisk koncept med blandede resourcer. Begejstret for inddragelse i projektet med skoleklasse 4.D. Skønt repertoire, sand nydelse, som berørte mig rigtig meget – TAK”
– Anne Lykke, Ballerup

“Tak for en dejlig koncert. Sikken I fik børnene til at smile. Det var dejligt at se/høre. Også dejligt orkester” 
– Britta Jensen, Vanløse

Eleverne får indledende besøg hvor vi præsenterer dem for musikken, underviser dem i sang, koreografi og alle lærer at dirigere. Før koncerten mødes eleverne med alle orkestermusikerne og bliver præsenteret for instrumenterne. Til slut optræder vi med en stor koncert sammen.

Anbefaling af musisk samarbejdsprojekt med Den Danske Sinfonietta
Rikke Nørby – Souschef på Kirkebjerg Skole

Kirkebjerg Skole har været er så heldige tre år i træk at indgå i et musisk samarbejde med Den Danske Sinfonietta. Vi har holdt både nytårskoncerter og forårskoncerter. Det har været for to klasser ad gangen primært fra 4. årgang. Konkret har Den Danske Sinfonietta arrangeret et forudgående undervisningsforløb, hvor børnene har fået besøg af dirigent og sangerinde. Børnene har lært klassisk musik at kende, lært at dirigere, indøvet sange, bevægelser. Det er blevet afsluttet med koncert og og optræden til sidst sammen med Den Danske Sinfonietta. 

Det har været en fornøjelse at se, hvordan eleverne er blevet introduceret til klassisk musik. Eleverne har virkelig taget musikken til sig, de har deltaget engageret og seriøst. Det skyldes i høj grad en god fælles pædagogisk tilgang fra såvel musikernes og lærerens side. Musikernes professionalisme og engagement har bestemt også været medvirkende til det, at det faktisk også er blevet seriøst og højtideligt på en meget god måde. 

Eleverne har fået lov til at være aktivt deltagende på deres præmisser, der er på fineste vis taget udgangspunkt i eleverne og deres forudsætninger. Det har været meget positivt og har haft stor betydning, at de har skullet optræde sammen med musikerne.

Lærerne har været begejstrede for samarbejdet, idet det har været et godt supplement til deres undervisning, hvor musikken virkelig er kommet ind i skolen og tæt på eleverne. Helt konkret har det været meget nemt at planlægge, idet der er stor forståelse for skolens dagligdag.

Så alt i alt er noget meget komplekst blevet nemt tilgængeligt og har bidraget til elevernes forståelse af musik og kultur. Det er også af stor værdi, at det kommer lokalsamfundet til gavn, idet koncerterne har været åbne for alle. 

Det har været en meget positiv oplevelse for både lærere, elever og forældre. Hvis det stod til Kirkebjerg Skole så var det en fast del på 3. og 4. årgang. 

På vegne af Kirkebjerg Skole
Rikke Nørby
Souschef
Kirkebjerg Skole

Uddrag fra elevernes evaluering af et projekt på Nordvangsskolen i Glostrup.

Hvad syntes du om at være med i projektet?

“Det har været sjovt, fordi vi fik lov til at arbejde med professionelle.”

“Jeg kunne stå på scenen, uden at jeg blev bange.”

“Det var sjovt, fordi jeg godt kan lide at synge.”

Hvad har du lært?

“Jeg har lært, hvordan man kan bruge sin stemme på forskellige måder, og jeg har også lært at dirigere med en dirigentstok.”

“At man skal lytte til musikken og høre efter og sidde ret på stolen, når man skal synge.”

“At bruge dirigentstokken og at samarbejde.”

“Jeg har lært, hvordan de professionelle arbejder.”

Hvad overraskede dig mest?

“Det, der overraskede mig mest, det er nok, at operasangere kan synge så dybt og så højt, og at dirigenten kan få orkesteret til at spille så godt.”

“At der kom så mange mennesker, der ville se os, og at vi ikke lavede nogen fejl, da vi skulle optræde for alle de mennesker.”

“Musikken var meget overraskende.”

“At jeg turde stå på en scene og synge foran 200 mennesker.”

Hvad tror du, det betyder for klassen, at I har været med i projektet?

“Vi har fået et særligt sammenhold i klassen på grund af projektet.”

“Det er vildt.”

“Jeg tror, at det betyder meget for klassen, at vi har været med til det her.”

“Vi er nok mere stille?”

“Vi har lært så meget og fået et godt sammenhold.”

Læs mere om at blive skole-samarbejdspartner her.

Her er en omtale som Folkebladet bragte i januar 2018.
Klik her: Folkebladet omtale børn og orkester

Børn Møder Orkesteret støttes i 2023 af: